Selvbevidsthed i Coronaens Tid

Selvbevidsthed i Coronaens Tid

Det trækker ud med corona-virus og restriktionerne i samfundet. Der er mange følelser i spil, når vi skal prøve at beskrive, hvad hele situationen gør ved os. Sorg, udmattelse, ensomhed, stress, isolation, meningsløshed, metaltræthed, usikkerhed og fortvivlelse er blot nogle af de ord, som hægtes på.

Hos Dansk Psykolog Forening meldes der om en stigning på 36 procent, når det gælder konsultationer om angst fra fjerde kvartal 2019 til samme periode sidste år.

Der kan således ikke være nogen tvivl om, at situationen har psykologiske følgevirkninger. For børn og voksne, for enlige og familier, for arbejdsløse og folk i arbejde. Det rammer bredt.

Et essentielt spørgsmål lige nu må derfor være, om der er noget, vi kan gøre for at hjælpe os selv lige nu.

Et første og vigtigt skridt er at mærke efter, hvordan du egentlig har det. Sådan virkelig mærke efter, helt ind i kroppen. Er jeg udmattet og træt? Frustreret? Tag dig god tid til at overveje, mærke efter og sætte ord på, hvordan du egentlig har det.

Overvej herefter, hvad det er i din nuværende situation, som du har det sværest ved. For nogle er tabet af frihed, for nogle de manglende relationer, for andre handler det om strukturen i hverdagen. Men det kan også være noget helt fjerde, som er sværest for dig. Skriv det gerne ned, det kan hjælpe til at finde frem til de rigtige formuleringer for dig.

Det næste spørgsmål, du kan stille dig selv, er, om du kan gøre noget ved det, som du har det sværest ved. Er det muligt at ændre noget i strukturen for din dag? At have tidspunkter, hvor du slipper bekymringerne? Kan du være mindre ambitiøs, få nogen til at hjælpe – eller på anden måde gøre noget for at ændre tingenes tilstand? Måske er det noget, du kan klare selv. Måske kan du klare det med hjælp fra andre.

Forhåbninger om bedre tider er gode. Men realistisk set slipper coronaen ikke sit greb lige med det samme. Så hvis man kun man venter på, at alting bliver det samme som før, så kan man komme til at vente forgæves. Og dermed også misse at hjælpe sig selv i opløbet.

Selvbevidsthed i coronaens tid er vigtigt. Ræk ud efter hjælp, hvis det er det, der skal til. Tingene bliver ikke bare bedre af sig selv.